»I det kaos, der kan opstå, når du har oplevet noget voldsomt, er den bedste behandling, at du får lov til at fortælle om det, du har været igennem.«

Forklarer Anna-Lise Lisbjerg, 70, formand for Offerrådgivningen i Midt- og Vestjylland, der torsdag aften fik Lions Prisen 2015 for sin frivillige indsats.

Hun har været formand siden 2009, og alene sidste år gennemførte man 50 samtaler.

Ofrene, vidner eller pårørende kan have været udsat for voldsomme oplevelser som vold, voldtægt eller andre grove tilfælde af kriminalitet og ulykker. Vold i parforhold tæller godt i statistikken.

Det er ofte politimanden, sygeplejersken eller redningsmandskabet, der først møder ofrene og dermed de personer, som kan have behov for en første samtale og rådgivning på baggrund af en voldsom oplevelse. De kan henvise til offerrådgivningen, der ikke behandler, men som med en samtale kan gøre en forskel og desuden hjælpe ofre videre til fagpersoner eller institutioner.

»Der er virkelig behov for det frivillige arbejde, som ydes i Offerrådgivningen, hvor Anna-Lise Lisbjerg og de øvrige frivillige med deres vedholdende indsats er en uvurderlig støtte både til ofre og politiets arbejde,« siger lederen af lokalpolitiet i Holstebro, Allan Laustsen.

Prisen blev motiveret af præsident i Lions Holstebro Tommy Mikkelsen.

»Vi vil gerne påskønne indsatser, hvor borgere på frivillig og ulønnet basis laver et særligt arbejde i eller for Holstebro, og hvor det sociale og humanitære er grundpillerne,« sagde han.

Han tilføjede, at Anna-Lise Lisbjerg udfører et energisk og frivillig arbejde som formand og koordinator for Offerrådgivning. Hun markedsfører, oplyser og rådgiver med både hjerne og hjerte. Hun er med sit engagement et levende eksempel på den gode vestjyske frivillig anno 2015.

Anna-Lise Lisbjerg har en fortid som politiker i såvel amtsråd som byråd i henholdsvis Ringkøbing Amt og Holstebro Kommune.

Det har netop været fremme i pressen, at offerrådgivningen ikke er kommet i gang i Lemvig-området.

»Det er vi godt klar over, og vi har planlagt en hel dag i området den 28. oktober, hvor vi sætter fokus på offerrådgivningen og det, vi kan tilbyde,« fortæller formanden.

Der er 17 uddannede frivillige offerrådgivere i politikredsen.

»Vi får en uddannelse, blandt andet inden for psykologi, men noget af det vigtigste er, at det er robuste mennesker, som har evnen til at arbejde med empati,« forklarer Anna-Lise Lisbjerg.

Slogan for offerrådgiverne er: »Vi er her og vi lytter.«

»Og vi har naturligvis tavshedspligt,« understreger formanden, der var rørt over at modtage anerkendelsen. Lions-prisen består af et diplom og 5000 kroner.

Prisen blev uddelt i forbindelse med en koncert på Holstebro Musikskole, hvor en række af skolens MGK-elever underholdte.