Lions Holstebro



ForsideKlubbenAktiviteterDonationerKontakt osArkiv 
  
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk
Klub nyheder RSS-feed
Hvad er RSS?


O % til administration
Lions klubber har 2 pengekasser

>> Læs mere



Klik her for besøge Nextwave

Anders Jørgensen, som læser medicin på 7. semester ved Aarhus universitet, medbringer kr. 10.000 fra Lions Club i Holstebro, til syge i Etiopien.

.

I sommerferien rejser Anders Jørgensen fra Holstebro til Etiopien i 6 uger, hvor han skal arbejde for organisationen "missionaries of charity". Denne organisation, der er grundlagt af moder Theresa, tilbyder gratis sundhedsvæsen rundt omkring i hele verden. De arbejder ud fra lokale klostre, hvor nonner med meget blandet sygeplejeerfaring tager sig af alle, der henvender sig. Da der hverken er status eller penge i, at arbejde som læge for den slags organisationer i den tredje verden, har klostrene store problemer med at skaffe uddannet og kompetent lægefagligt personale til at klare opgaven. Dette løser de ved, at lade medicinstuderende fra hele verden komme og arbejde på klostrene i kortere eller længere perioder. Anders Jørgensen er selvfølgelig ikke færdiguddannet læge, men i forhold til ingen lægehjælp, er det af meget stor betydning.

Som udgangspunkt har Etiopien faktisk et ganske velfungerende sundhedsvæsen med både udemærkede hospitaler og veluddannet personale. Desværre er denne service kun tilgængelig for den rigeste del af befolkningen og IMCC (de medicinstuderendes internationale organisation for nødhjælpsarbejde), betyder dette, at op imod 70 % af befolkningen ingen mulighed har for at blive behandlet, og at det blandt mange af de resterende ville være så dyrt, at de ofte undlader at gå til læge. Dette betyder at der alene i Jimma, som er den by han skal arbejde i, er mere end 120.000 mennesker, der er afhængig af de frivillige organisationer.

Som nævnt tidligere er hverken medstuderende eller eller Anders Jørgensen uddannede læger, men de er stærke i det kliniske arbejde og der vil være en lang række af opgaver som vil kunne løses for lokalbefolkningen, så som basal ortopædkirurgi (brud, ledskred, muskel- og seneskader, etc.), infektiøse sygdomme (der er et enormt problem), malariabehandling, sårbehandling, lindrende behandling af døende patienter (dette udgør en stor del af arbejdet), samt en lang række andre ting.

Anders Jørgensen understreger at han ikke har søgt økonomisk støtte til sig selv, med hensyn til rejseomkostninger, vacciner og den slags. Det han ønsker er hjælp til, at hjælpe de lokale. Der er en enorm mangel på alle de mest basale ting, så noget af det han ønsker at kunne medbringe er engangshandsker, sterile kanyler og sprøjter, forbindinger, isotonisk saltvand, basalt udstyr som pincetter, suturgrej, mundbind, skalpeller og den slags. Desuden er der enorm mangel på medicin såsom antibiotika, malariamidler, smertestillende og den slags. Dette skal dog købes lokalt, da Anders Jørgensen ikke er autoriseret til at købe det herhjemme. Desuden fungerer klosteret også som børnehjem for de mange børn sygdomme som AIDS og malaria gør forældreløse hver dag. Små ting som legetøj, bamser, skriveredskaber og den slags vil være af enorm betydning for disse stakler, der har mistet alt, og som kun har klostret som familie.

Anders Jørgensen påpeger at han ikke forventer at kunne redde verdenen på nogen måder. Det vil ikke kunne aflæses i en eller anden fin WHO rapport om gennemsnitslevealder eller generel folkesundhed. Selv med bidrag fra Lions vil der stadig være ekstremt begrænsede ressourcer at arbejde med, og selvom han er indstillet på at arbejde 16 timer i døgnet om nødvendigt, så rykker det ikke meget i det store billede.

Anders Jørgensen udtaler: Den hippokratiske ed som vi bekender os til i mit fag byder os "aldrig at skade, stundenom helbrede, ofte lindre, altid trøste". Og det er netop det det handler om, for det kan godt være, at vores arbejde ikke kommer til at betyde noget i det store, men for den enkelte etiopier kan vi gøre en kæmpe forskel. Om det er familiefaren vi redder fra at dø af malaria, den unge mand hvis ben vi redder fra amputation ved at rense hans sår ordentligt, eller om det er det lille barn vi redder fra hjerneskade fordi vi helbreder dets meningitis i tide, så har det alt sammen enorm betydning for den enkelte og dennes familie, der bliver skånet for unødig smerte, sorg og men. Og selv når vi ikke kan helbrede kan vi stadig lindre og trøste. Om det er den sørgende mor vi giver et kram inden vi sender hende hjem med sit døde barn, eller den smerteplagede AIDS patient vi hjælper med smertelindring, eller den døende tuberkulosepatient vi holder i hånden når kvælningsfornemmelserne og angsten ikke længere kan dæmpes med medicin, ja selv her gør vi en enorm forskel for den enkelte.

Jeg vil gerne sige tak for bevillingen på kr. 10.000 som vil støtte os i vores forsøg på at bringe disse fattige mennesker deres menneskeret til sundhed. Ingen kan nogensinde hjælpe alle, men hvis vi vælger vores kampe med omhu, kan alle hjælpe nogen.

Rejsen påbegyndes den 15. juli 2011 og jeg vil bestræbe mig på jævnlig at sende en rapport fra Etopien til Lions hjemmeside. (såfremt der er mulighed for at sende internet fra Etiopien)

Anders Jørgensen, Pile Alle 76, 7500 Holstebro - e-mail: andni7@hotmail.com

Anders er rejseklar med kufferten der skal medbringe engangshandsker, sterile kanyler og sprøjter, forbindinger, basalt udstyr som pincetter, suturgrej, mundbind og den slags og han er ikke bange for at vise at Lions støtter projektet.

 

 

Så er rejsen til Etiopien startet.

Sofie og Anders er her fotograferet i Kastrup lufthavn den 15. juli 2011.

Efter en mellemlanding i London fortsætter rejsen med Etiopien Air Lines til Hovedstaden Addis Ababa og herefter 8 timer med bus til byen Jimma hvor de skal bo og arbejde de kommende 6 uger.

Beretning fra Etiopien - modtaget den 21. Juli 2011

 

Noget af det første man bider mærke i ved Afrika, er det tempo alting går i. Som dansker (og førstegangsrejsende i Afrika) er man vant til, at alting skal gøres hurtigst muligt og så effektivt som det kan. I Afrika skal det nok blive gjort på en eller anden måde, men det er helt sikkert ikke her og nu og det er heller ikke en selvfølge, at det er den mest effektive måde. Stress er i hvert fald ikke en medvirkende årsag til den lave gennemsnitslevealder hernede.

Kirke

Vi ankom til Addis Ababa, hovedstaden i Etiopien, i lørdags, efter en 14 timers rejse, der både førte os over København og London, inden vi slutteligt endte i Hovedstaden Addis. En overraskende problemfri rejse, uden forsinkelser og forsvunden bagage. Problemerne kom først i Addis. Vi skulle samles op af en lokal guide i Lufthavnen, men da vi kom ud i ankomstterminalen var der ganske vist fantastisk mange lokale, men ingen guide. Ingen panik, vi havde hans nummer, og et opkald senere viste det sig, at han var på tur med et andet hold, men selvfølgelig ville sende en stand-in, der ville være der inden for 5 min. 40 min efter blev vi samlet op af en flink ung fyr, og vi fik vores første store kulturchok. Trafikken. Tilsyneladende findes der ikke andre færdselsregler i Etiopien end, at man kun bremser hvis det er absolut nødvendigt, og så skal man vist helst holde sig nogenlunde i højre side af vejen. I hvert fald de steder der er vej. Der er ellers flere lyskurve rundt omkring, men der er desværre ingen lys i dem, så de 5 sporede lyskryds, hvor alle kører frem fra alle sider på en gang, er en noget spændende oplevelse, der får en til at gribe efter sikkerhedsselen (der selvfølgelig ikke længere er i bilen). Men det gik alt sammen og vi fik både vekslet penge og fundet hotel.

Overdragelse af høreapparater og batterier

Lions har en aftale med en skole for døve mennesker, hvor de sender batterier og høreapparater til skolen. Apparaterne er defekte når de indleveres, men repareres så i Danmark, og sendes efterfølgende til skolen i Etiopien. Takket være vores guide var det intet problem at finde skolen, og de var rigtig glade for at få apparaterne og batterierne. Det var desværre lørdag, så der var ikke nogle børn, men til gengæld fik vi en rigtig fin rundtur på stedet. Skolen er en utrolig opvisning i, at selvom midlerne er små, så kan folk der besidder en god vilje og rigeligt gåpåmod, skabe et godt sted for nogle børn, der har det rigtig svært, og som ikke ville have fået de store chancer i Etiopien ellers. Skolen har en kapacitet på 400 elever, og udover de hørehæmmede tager den også de børn, der af den ene eller anden grund ikke passer ind i den offentlige skolegang. Faciliteterne er ganske vist nedslidte og lokalerne små, men der er dog både legeplads, boldbane, en lille have, hvor der kan dyrkes lidt supplement til køkkenet og et værksted, der producerer ovne til injera (en slags brødpandekage, der er grundsubstansen i stort set alle måltider hernede)

Rundvisning på skolen

Alt i alt er skolen et rigtig godt sted og jeg tror virkelig den gør en forskel for rigtig mange børn, der nu pludselig for en lang række af muligheder, og ikke bare bliver dømt ude af samfundet, bare fordi de har et handicap. Her spiller Lions hjælp med apparater og batterier en stor rolle. Hvor er det fedt at opleve, hvordan den slags lokale initiativer, kan betyde så meget for andre menneskers fremtid.

Forudsat vi overlever maden og trafikken kommer næste beretning til at handle om arbejdet på klostret, Jimma, en fattig by, der til tider er et stort mudderhul, og om livet i et land, hvor faranjiis (det kaldes fremmede som os) er en attraktion, hvor end vi kommer frem.

Klasselokale

Værksted

Værksted

Skolegård

Legeplads

Døveskole

Rundvisning på skolen

 

Efter at have fjernet forbindingen kigger vi først måbende på patienten. Det der kan ikke være rigtigt. Derefter kigger vi skeptiske på hinanden. Vil de virkelig have os til at rense og lappe det her? Vi har netop modtaget vores første patient, og hvilken ilddåb vi får. Patienten kommer selv gående ind til os i sårklinikken, og vi får at vide, at hun skal have renset sit sår, og skiftet forbinding. På hovedet har hun en beskidt forbinding, der klæber fast til både huden og det underliggende sår. Men det store chok kommer først, da vi får forbindingen af hende. Det viser sig, at hendes sår, der sidder på siden af hovedet, er på størrelser med en voksen mands håndflade, og midt i det hele, stikker hendes kranieoverflade frem. Der er ikke et eller to, men hele tre huller i selve kraniet, der giver fri adgang ned til hjernen, der tydeligt ses igennem dem. Oven i det er såret betændt, fyldt med pus, og det fylder vores lille behandlerrum med en rådden stank, vi hurtigt bliver meget bekendte med. Kvinden er for øvrigt lige blevet udskrevet, så når vi er færdige, skal hun selv gå hjem ... velkommen til Jimma!

2.Beretning fra Etiopien, modtaget den 25. july 2011.

Sofie & Anders foran klosteret

Vi ankom til Jimma efter en 6 timers bustur, i et meget bjergrigt terræn, med en chauffør, der virkelig ville fremad. Akkompagneret af Etiopisk radio på maksimal lydstyrke og køresyge, opkastende medpassagerer, nåede vi endelig vores mål omkring frokosttid.

Fotoer fra vores altan

Jimma er en temmelig stor by med næsten 200.000 indbyggere, men hvor er den dog fattig at se på. Nedslidte og møgbeskidte huse, der enten er lappet med plastik eller blik. Veje der engang har været asfalteret, men nu, i bedste fald er hullede, men for det meste reduceret til enkelte striber af nogenlunde asfalt, hvor busser, taxaer og biler kæmper om pladsen. Skidt og affald af en hver art ligger smidt rundt omkring, og alting er mudret. Det er regntid hernede, og vi får dagligt et kraftigt regnskyl. Så forvandles alt der ikke er asfalt (hvilket er meget) til et tykt og klistret ælte af mudder, der udover at være forræderisk glat, sidder fast i enorme kager over alt. Interessen for hvide mennesker er også utrolig. Hvis vi var spændende i Addis, er vi her de rene attraktioner. Uanset hvor vi bevæger os, kan vi høre børn og unge, der løber efter os og råber "you you you" eller "faranji faranji". Alle vil have penge eller ting af en, eller også vil de sælge noget fra de hundredvis af boder, der står langs vejene. Det er sjovt i starten, men ærligtalt, så bliver det virkeligt belastende, når det sker alle steder. Selv mange voksne er med på "legen", så vi føler os virkelig som girafferne i Zoo.

Børn fra området

Men heldigvis er der ikke den slags problemer på klostret. Taget i betragtning af, at det er drevet for få midler, er det et overraskende velfungerende sted. Der er et sengeafsnit for mænd, et for kvinder, et for indlagte børn og et for meget fremskredende tuberkulose patienter. Derudover er der OPD'en (Open Patients Department), der er et slags ambulatorium og åben skadestue, hvor patienterne kommer og bliver tilset af en læge, hvorefter de tilbydes relevant behandling (hvis denne er tilgængelig). I OPD'en er også sårklinikken, hvor vi har meget arbejde. Det hele drives af 8 nonner fra Missionaries of Charity, en masse lokale ansatte og selvfølgelig os, de frivillige fra forskellige lande.

Behandlerbriks

Som nævnt går meget af vores tid med sårpleje. Det kan lyde banalt, men de sår patienterne kommer ind med er mange gange ubeskrivelige. En stor del af vores "kunder" er cancerpatienter, hvor tumoren er vokset ud igennem huden, og nu er blevet til et kæmpe stort åbent sår. Vi har blandt andet en patient hver dag, hvor kræften har ædt øjet, så øjenhulen og det omkringliggende væv nu er en stor betændt masse. Desuden ser vi ekstremt mange brandsår. Især kvinderne, der laver mad ved de åbne ildsteder, kommer ind med nogle forfærdelige forbrændinger, der ofte er flere dage gamle, når de endelig når frem. Derudover findes der en million forskellige hudsygdomme, orme og parasitter, der skaber gabende huller i patienternes kroppe. Jeg kunne bruge mange sider på at beskrive de forfærdeligt lidende og vansirede mennesker vi ser hver dag, men beretningen her er allerede lang nok, så de personlige historier kommer først med næste gang.

Lager

Behandlerrum

Ens for alle sårpatienterne er, at de lever under forhold, hvor de ikke kan holde sårene rene, så selvom vi gør vores yderste med rensning og forbinding, er rigtig mange af sårene svært inficerede, og man kan lugte patienterne på flere meters afstand, når de sidder og venter og selv med vinduet åbent, er lugten inde i vores lille rum ubeskrivelig. Vores behandling er bygget op om nogle meget simple principper. Først renser vi det så godt vi nu kan med vand. Især fødderne er møgbeskidte og må nogle gang sættes i blød, før vi overhovedet kan vurdere sårets omfang. Derefter fjerner vi dødt væv og betændelse med pincetter, sakse og skalpelblade. Efter eventuel antiseptisk behandling med iod lægger vi en forbinding. Her bliver det interessant. Klostret får en masse ting fra en lang række af organisationer og firmaer, så der er måske 20 forskellige slags forbindestof, men ingen af dem er som regel bygget til denne type ekstreme sår, så kreativiteten bliver virkelig sat på prøve, når der skal improviseres forbindinger med tysk gaze, spansk hæfteplaster og dansker forbindinger, ofte indsmurt i Schweizisk antibiotikacreme. Det er det samme med medicinen. Apoteket er en international smeltedigel, hvor der er et utal af forskellige præparater, side om side med lokale etiopiske produkter. Det betyder, at vi hver dag arbejder med nye ting, der ofte ikke er det nyeste kram, men dog virker. Det kan godt være, at der ikke findes samme standarder som hjemme i Danmark, men man må tage hatten af, for deres evne til at få det hele til at fungere, med de resourcer de nu engang har.

Udover sårplejen bruger vi dagene på patientomsorg, leg med børnene, oprydning og kategorisering på depotet og alt muligt andet, der lige er forefaldende. Den ene af nonnerne er læge, og hun sparrer også med os i en del tilfælde, hvor hun gerne lige vil have en "second opinion". Vi møder ind kl 8 og slutter kl 18, så der er oplevelser nok til at skrive en hel bog. Men vi må slutte for denne gang, med løftet om, at næste beretning fortæller meget mere om livet på klostret og det daglige arbejde

Medstuderende

 

Hilsen Anders

 

3. beretning fra Etiopien, modtaget den 5. August 2011.

Jeg kigger opgivende på mandens meget tilfredse ansigt. 2700 birr...det er ca. 900 danske kr, eller måske mere illustrativt, mere end hvad en gymnasielærer tjener på en måned i Etiopien. Man kan få en masse spændende ting for de penge, men jeg er ikke ved at købe noget spændende. Jeg skal bare have tre ruller gaze til OPD'en. Gazen er det helt centrale redskab i vores sårpleje. Det bruges både til rensning, aftørring, desinficering og tildækning af sår. Der er rigtig mange patienter der hver dag er afhængige af, at vi har gaze klar, når de møder ind til behandling. Det betyder jo naturligvis, at vi bruger en del af det, og nu er lageret praktisk talt kørt i bund. Desværre er Jimma by fuldstændig tørlagt for gaze, og de tre ruller jeg er ved at forhandle mig frem til, kan meget vel være de sidste tre i hele byen. Det ved det grådige røvhul på den anden side af disken godt, og det er netop derfor han er i gang med at plukke mig, for det seksdobbelte af gazens værdi. "Come on, it's for charity...the mission you know", siger jeg og trækker på det spinkle håb, at mandens samvittighed måske vil få ham til at give lidt afslag i prisen. Håbet brister med det samme. For ham er velgørenhed en fantastisk måde at tjene nogle hurtige penge. Vi kommer en masse hvide tosser med alle vores flotte idealer, der byder os at hjælpe vores medmennesker, selvom det betyder, at vi bliver snydt så vandet driver. Den chance lader han selvfølgelig ikke passere, og det er der desværre rigtig mange mennesker hernede, der ikke gør. Han smiler derfor engleblidt til mig og pointerer, at hvis jeg er utilfreds med prisen, så er jeg jo altid velkommen til at gå over til det næste apotek og handle. Vi ved begge at det ikke er en mulighed og jeg ender med at gå derfra, tre ruller gaze rigere, men med knækket værdighed og 2700 birr fattigere.

                                                    Anders i gang med at undersøge datoen på en pilleæske i OPD'en

Man kommer hurtigt ind i klosterrutinen. Vi møder kl 8, klargør OPD'en efter at have sagt hej til de andre frivillige, skærer og folder gaze (det går der overraskende meget tid med) og så er vi klar. Herefter vælter det ind med patienter. Især mandag, onsdag og fredag, der er sårskiftedage (der er også patienter tirsdag og torsdag, men lidt mere moderat). Som jeg vist fik nævnt i sidste beretning, så er sårene hernede ubeskrivelige. Det er mere reglen end undtagelse, at det er deciderede kratere i patientens hud, fulde af pus og dødt væv og ofte med frit udsyn til muskler, nerver, sener, knogler og meget andet, der ikke bør være blotlagt. Der findes mange sårtyper i Etiopien, men især tre går igen.

Cancersåret:
En kræftknude er vokset ud gennem huden. Når man fjerner forbindingen ligner det oftest en rådden champignon, eller et broccolihoved, hvis det er en af de lidt mere fancy udgaver. Tumorvæv er særdeles godt blodforsynet og disse sår bløder åndssvagt meget. Vi har en med en kræftramt hånd, der er nødt til at holde sin hånd nede i skraldespanden når vi fjerner den gamle forbinding, for ellers oversprøjter han os og rummet med blod. Ens for alle tumorene er, at det er en håbløs kamp, og vi ser hver gang vi åbner dem, hvordan kræften har overhalet os, selvom vi har været meget aggressive i vores behandling blot få dage før. Men uden kemo eller stråler, er der som regel kun amputation tilbage, men også det kræver hospitalsbehandling og det tager uanede mængder af tid, at få patienterne gennem systemet. Hos nogle patienter sidder kræften et sted, hvor kirurgi er en umulighed. Her er vores behandling rent lindrende og kan nogle gange afhjælpe den forfærdelige lugt, i hvert fald i et par timer. F.eks bruger vi fast 10 min hver dag på at fiske betændelse, dødt væv og maddiker ud af noget, der engang var et øje, men nu blot er en stor grødet masse.

Brandsåret:
Meget mad laves over åben ild, og rigtig mange kvinder kommer ind med brandsår, der ville give flere måneder på specialafdelinger herhjemme. Sårene er som sådan meget taknemmelige at behandle, og så længe vi holder dem fri for infektioner (hvilket ikke er helt let i Afrika) heler de op. Problemet er de ekstremt vansirende ar forbrændingerne efterlader på de stakkels kvinder. Et eksempel er en ung, lettere retarderet pige, der har brændt halvdelen af sit ansigt væk. Øret mangler, og hele højre side fra nederst på halsen og op på midten af skalpen er et enormt stort arvæv. Hendes højre øje er blevet reduceret til en rød hinde, hvor der kan presses grøn materie ud af. Den pige får aldrig et liv igen, men hun er altid glad for at se os, så selvom vi intet kan gøre for at redde hendes ansigt, så kan vi altid mødes med et smil og et håndklask, hvilket er latterligt lidt, men tydeligvis mere end hvad resten af hendes verden møder hende med.

Afrikasåret:
Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det. Det starter som et eller andet, der klør lidt, og så vokser det ellers. De bliver enormt store og mange af patienterne har ud over disse helt groteske huller også "et eller andet" i benene, der gør, at deres fødder tit er kolossalt store (goggle elefantitis og så kan i se hvad jeg mener). De lugter og patienterne har tit enorme smerter. Gudskelov at vi lever i et land, hvor vi ikke får den slags.

Det var rigtig meget om sår, men det fylder utrolig meget i dagligdagen. Derudover går vi rundt på sengeafdelingerne og hjælper patienterne her med hygiejne, selskab (jeg fatter intet af hvad de siger, og de kan ikke et ord engelsk, men alligevel hygger vi os) og nogle gange smertebehandling. Det er mildest talt trist at være patient hernede så de nyder virkelig at der kommer lidt afveksling, selv når det er en mærkelig faranji, der ikke taler amharisk. De er tit meget taknemmelige og det kan være helt svært at få dem til at slippe ens hånd. Især børnene nyder den afveksling vi skaber. De er ikke vant til at blive leget med, så de går nærmest i ekstase når de ser os. Flyveture, klappekage, bold, etc. Det er lige meget hvad man laver med dem, bare man viser man gider dem, så er de solgte. Det kan godt være jeg er blød, men det smelter altså ens hjerte, når der står 10 små børn med store brune øjne og vil holde en i hånden, løftes op, eller bare have et kram. Jeg kommer virkelig til at savne de små krapyler, selvom de har krudt i røven og snot (jeg kan ikke udstå snot) løbende ned af næsen.

Desuden har vi været så heldige, at Lions i Holstebro har givet os, en hel fantastisk mulighed for, at gøre klostret til et endnu bedre sted. Vi har modtaget 10.000 kr, hvilket hernede svarer til en årsløn for en gymnasielærer. Først var det rigtig svært at få præsenteret ideer for dem. I et samfund, hvor korruption gennemsyrer alting, bliver man automatisk mistænksom, når der kommer nogen og tilbyder en ordentlig sum penge. Priorinden (chefnonnen) var meget tilbageholdende, og snakkede om, at den slags måtte de ikke tage imod, fordi det jo kunne misbruges. Jeg måtte igennem en længere forklaring af, hvad lions står for, og hvordan de skaffer deres penge, før hun blødte op. Men derefter var hun meget imponeret. Tænk at voksne mænd (og kvinder) mødtes og havde det sjovt med at samle penge ind, for derefter at give det hele væk til vildt fremmede mennesker. Hun har vist aldrig mødt den slags gavmildhed uden for den religiøse verden, men vi endte med at blive rigtig glade begge to. Hun fordi der findes en gruppe af mennesker, der er klar til at yde en indsats for at gøre verden bedre, uden selviske bagtanker, og jeg selv fordi det nu engang er en meget tilfredsstillende følelse, at kunne give så stor en gave videre. Vi er i gang med at finde ud af i fællesskab, hvordan pengene kan gøre størst mulig gavn. Noget er allerede gået til gaze og handsker, men vi skal stadig have lagt en plan for hovedparten. Nonnerne har planer om, at de vil væve deres egen gaze i fremtiden, så de er uafhængige af svin, som ham jeg beskrev i starten, men det kræver en ovn, der kan sterilisere gazen, når den er vævet. Projektet virkede umuligt for få dage siden, men efter Lionspengene pludselig er inde i billedet, kan projektet startes op meget snart. Sofie og jeg har også nogle ting vi synes der kan forbedres, og i fællesskab med nonnerne skal vi nok gøre vores bedste for, at gavmildheden fra Holstebro bliver omsat til størst mulig glæde her i Etiopien.

 

Tiden er løbet fra mig. Det er sengetid, og jeg har spottet en 4-5 kakerlakker jeg lige skal have ekspederet før jeg lægger mig til at sove. Der er stadig meget at berette, bl.a. hvordan vi gik i timevis på vores eneste fridag for at se flodheste (da vi nåede frem var der kun køer og bestemt ingen flodheste), eller om hvad den lokale mad gør ved ens sarte danske mave (yderligere forklaring er næppe nødvendig), men vi har stadig halvanden uge på klostret, inden vi drager endnu længere syd på. Jeg håber meget at vi kan få en enkelt beretning mere igennem herfra, så I kan høre om, hvordan pengene er blevet administreret, og hvordan det hele forhåbentligt ender lykkeligt.

                                                   De frivillige og nogle lokale ude foran klostet.

 

4. beretning fra Etiopien, modtaget den 7. august 2011

 

Skiltet der hænger på bagsiden af klostret og meget godt beskriver hvad vores opgave er.

 

Sofie beretter:

En af de bedste dage på klostret var i tirsdags (d. 26/7), hvor Nonnerne delte mad ud til områdets fattige. Det gør de ca. en gang om måneden eller så tit de kan skaffe mad til.

Maden doneres fra en anden velgørende organisation, der får den fra USAID. Men da nonnerne er kendt i hele området står de for at dele den ud. Det var virkeligt fedt at være med til. En dag hvor jeg virkelig følte jeg var med til at gøre en forskel, selvom det var hårdt at se hvor fattige nogle er, og hvor syge de er.

Der kom folk med struma på størrelse med en vandmelon, mange med de her "elefantfødder" der har svart ved at gå, blinde, spedalske uden fingre og tæer, folk uden lemmer osv. Folk i frygteligt beskidt og slidt tøj. Folk der ikke engang havde råd til en plastikflaske af en slags hvor de kunne transportere madolie i.

Kvinder med små børn på ryggen der må bære mel i deres kjoleskørte pga de ikke har en sæk eller en pose her til. Nonnerne deler "madkort" ud til de fattige i området, så det er de "rigtige" der får glæde af maden.

Mange prøver at snyde sig til madden, og så sælge den bagefter. Uddelingen af mad foregår med militær disciplin. 1400 med madkort møder op kl 9 uden for klostret.

Den kommer ind og bliver sat i x antal lige rækker med x antal i hver (og Gud nåde og trøste den der træder uden for rækken!). Nonnerne er udstyret med lange pinde og der er en del lokale arbejdere med kæppe parat til at opretholde orden (og de bliver brugt!). Ellers kan maduddelingen udvikle sig til det rene kaos pga desperationen fra folk.

Så bliver rækkerne gennet frem en for en hen til en lade hvor der bliver delt 2 kg. bulgurmel ud og 1 liter madolie ud til hver. Jeg stod og hjalp med at dele olie ud sammen med en lokal arbejder der kunne engelsk.

Hun fortalte at det svinger med hvad de deler ud. I dag var det meget lidt af hvad de plejer, men der havde ikke mere, da de allerede havde delt mad ud 2 gange tidligere denne måned.

Olien rækker til en måned, og melen bruges til grød eller brød. Der blev delt ud til 1400 mennesker. Der kom en gammel dame uden fingre og med ødelagte hånd-stumper, som jeg skulle hjælpe med at få skruet låget af hendes olie-flaske.

Den lokale arbejder fortalte at hun har kommet og fået mad igennem mange år. En vinter hvor hun blev nødt til at gå hjemmefra meget tidligt om morgenen, mens det stadig var mørkt, for at være på klostret kl 9, var hun blevet overfaldet af en hyæne der lever i bjergene omkring Jimma (hvor den gamle dame bor).

Den havde taget hendes fingre og en del ag arm-kødet + noget af hænderne. Den gamle dame forsætter med at komme til maduddelingerne p.g.a. hun ikke har andre muligheder for at overleve!

 

Retur fra maduddeling: Anders er ved at bære en sæk med bulgur tilbage, efter at vi har delt mad ud til 1400.

Sofie med en af de forældreløse børn.

 

Beretning nr. 5 fra Etiopien, modtaget den 24. aug. 2011

Nogle gange skal man have tingene gentaget, før det går op for en, at man hørte rigtigt i første omgang. Ifølge rygtet skulle Stalin endda bruge flere dage og adskillige militærattacher før han forstod, at det Tredje Rige var i gang med en storstilet invasion. Så langsomt går det ikke for mig, men den lille nonne må alligevel gentage sig selv: "Han har ligget i to uger nu, ansigtet er fuldstændigt rådnet væk, og resten af kroppen falder mere og mere fra hinanden". Efter 5 år som portørafløser har jeg set døden i stort set enhver tænkelig form, og jeg kan levende forestille mig, hvad Jimmas fugtige klima, kan gøre ved en krop. "Det er de køtere inde fra begravelsesfirmaet", nærmest spytter den indiske søster Shila ved siden af. Hvis de andre nonner er guds kærligheds arm i det verdslige, så er Shila hans sværd. Jeg har efterhånden mange gange set hende svinge stokken (og ja, det er rent fysisk en stok) over dovne arbejdere og patienter, uvorne børn og folk, der forsøger at snyde ved maduddelingen. Hver gang fyldes hendes øjne med et blik, der måske ikke helt kan beskrives som nydelse, men som i hvert fald heller ikke er fortrydelse. Hun er Guds taktiske reserve i det jordiske. Når de endnu levende syndere skal lutres, bliver Shila sat ind i de forreste geledder, og hun bliver ved, til de krybende kapitulerer og angrer. Jeg er heldigvis på samme hold som hende.
Vi holder i klostrets bil udenfor det begravelsesfirma, der tager sig af de "uelskede". Normalt når en patient dør på klostret, kommer familien og henter liget, eller får nogen til det. Jeg kender ikke lige de nærmere omstændigheder, men den slags tager normalt ikke mere end en dag, og max 3, hvis de kommer langt fra. Når man ikke har nogen, der ønsker at stå for begravelsen (eller bortskaffelsen i det mindste), så må klostret betale et lokalt firma, for at fikse det. Det er det firma, vi holder ude foran nu. Nonnerne har gentagne gange klaget over det afsjælede (og efterhånden temmelig afpillede) legeme i klostrets lighus, men hver gang får de det samme svar: "Vores bil er beklageligvis i stykker, så vi kan intet gøre". Jeg kigger undrende på firmaets vognpark, der består af mindst 6 fuldt funktionelle biler. De to nonner har også set det, og Shila er allerede i ilmarch på vej mod kontoret, med den anden søster halsende efter sig. Både chaufføren og jeg øjner en interessant begivenhed og følger efter. Shila er ikke stiv i Amahrigsk (det lokale sprog), men det er tydeligt for alle, selv jeg og folk udenfor, at de gloser hun slynger ud, ikke er fundet i biblen. Manden bag skrivebordet krymper sig, alt imens den anden nonne gentagende gang slår korsets tegn og chaufføren ser meget underholdt ud. Nonnens vrede er velbegrundet. Firmaets biler har fungeret hele tiden, men på en eller anden måde, har de fået kludret i det, så kopien af dødsattesten er forsvundet. Den skal man have, og de ville derfor være nødt til, at sende en kurrer de 400 m over til den lokale politistation. Det har de imidlertidigt ikke gidet, og derfor har de ladet en afdød mand ligge i et uafkølet rum i 2 uger i regnsæsonen. Men det ender ikke her. Manden viser ikke det mindste tegn på dårlig samvittighed. Han er ganske vist hunderæd for det gale fruentimmer på den anden side af bordet, men desværre er han ligesom rigtig mange afrikanere vi har mødt hernede af den opfattelse, at går den så går den, og går den ikke, så trækker man på skulderen og prøver på den næste. Vi møder den blandt alle, høj som lav og lige meget om vi råber, skriger, truer, tigger eller bestikker, så klæber den som en lim til dette folk, og sænker et hvert fremskridt, der måtte blive bragt hertil udefra. Vi vinder heller ikke denne runde. Vi ender med, selv at måtte hente dødsattesten og betale firmaet endnu mere (nu er det jo et råddent og dermed ulækkert lig, de skal håndtere), for at få manden i jorden inden for to dage. Jeg tæller ikke pointerne længere, men Afrika fører stort over vores guddomme forsøg på at forbedre det.

Det var en lang, og lidet håbefuld historie, men ligesom det er vores pligt at bære vidnesbyrd om nøden og elendigheden, så må vi også bevidne nogle af årsagerne til denne. Jeg hører tit, at vesten og "imperialisterne" i USA og EU kører rovdrift på Afrika, der ligger under som en stakkel der bliver gruppevoldtaget. Jeg er stadig af den overbevisning, at vi i Vesten har et meget stort ansvar at leve op til, og at vi er medmenneskeligt forpligtiget til, at gøre vores yderste for at få kontinentet op og stå. Jeg mener også, at vi bærer noget af skylden, for den afrikanske elendighed, men vi kan ikke blive ved med, at lukke øjnene for, at rigtig meget af den også bunder i en direkte ødelæggende mentalitet, hvor man aldrig tænker længere end sig selv, og hvor dovenskab er en accepteret del af arbejdsmoralen. Nu sidder der sikkert en masse og råber racist og forstokkede konservative menneskehader. Det skal i have lov til, men problemet er der stadig, og der skal en grundlæggende tankeomlægning til, før vi virkelig kan hjælpe det her kontinent, med at hjælpe sig selv. Det er ikke nok, bare at sende milliarderne af sted. De skal superviseres og der skal stilles nogle krav. Måske fungerer det allerede sådan, det aner jeg ikke. Vi har ikke set noget til det.

Efter den lange negative smøre, er det på tide, at vende tilbage til noget positivt. Klostret. Det fungerer nemlig rigtig godt. Patienterne er nogenlunde tilfredse (hvilket er positivt ment), personalet er udmærket og jeg har på fornemmelsen, at mange af dem faktisk tror på, at de er med til at gøre noget godt. Medicin, forbindinger og hospitalsudstyr kommer ganske vist til, af en lang række veje, både som donationer, tilbud og reelle køb, hvilket gør det til en multietnisk oplevelse at behandle ret meget mere end to sygdomme af gangen. Men det fungerer, og det er det vigtigste.

Vi var inde og se det "rigtige" hospital, hvor andre patienter kom ind...i guder. 15 mand minimum på en stue, et ukontrolleret virvar af pårørende over alt, dårlig luft, forældet (nærmere antikt) udstyr og kun unge læger, der mangler ældre kolleger til at supervisere og vejlede. Og så er der snavset. På fødselsgangen lå der frisk blod hele vejen hen til fødselsstuen og skidtet hobede sig op alle steder. Jeg har aftalt, at med mindre klostret brænder og jeg alligevel er i dyb koma, så skal jeg ikke ind på det sted som patient.

Klostret har selvfølgelig også mange mangler. Især mangler de mange diagnostiske muligheder og de kører med et skrabet budget, hvilket naturligvis ikke kan undgås at sætte spor. Men deres patienthåndtering er rigtig god, og meget af tiden (desværre ikke hele tiden) er patientplejen og behandlingen meget samvittighedsfuld, og forsøger at leve op til noget der ligner vestlige (ok, måske østeuropæiske) standarder. Nonnerne driver selvfølgelig stedet efter nogle katolske principper, og bøn og messe fylder en del, men det er langt primært for dem, og i patientbehandlingen er Jesus ikke tilstede, medmindre de døende og uhelbredeligt syge skal trøstes, og der kan han ofte gøre mere end alle vores arsenaler af piller og sprøjter kan tilsammen. Alt i alt, er vi overordentligt imponerede over stedet, og der er ikke nogen tvivl om, at det har en kæmpe betydning for den lokale befolknings sundhed og levestandard.

Men som alle andre gode ting, har også vores klostertilværelse en ende. Det er efterhånden nogle dage siden, at vi sagde farvel, men det er heldigvis aldrig for sent til eftertanke. Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg troede, at vi ville ankomme til et hul i jorden, hvor den primære behandling var salmesang og vievand. Her skulle vi to medicinstuderende kaste os ind, som frelsende engle og redde lokale på samlebånd, tage i mod folkets tak og hyldest, og rejse på triumftog gennem syden (dette er mine tanker, og dem behøver Sofie ikke stå til ansvar for). Det er selvfølgelig sat på spidsen, men jeg troede virkelig, at vores tilstedeværelse ville være mere afgørende. Især de første par dage, hvor man genert går rundt, var det svært at se, hvor de to faranjiier i blåt tøj passede ind. Men så pludselige, eller måske nærmere over kort tid, kommer åbenbaringen, Man begynder at hjælpe på det man er god til, i dette tilfælde sårpleje, patientpleje, diagnostik (ofte primitivt, men dog diagnostik), hjælpe nonnerne, lege med børnene og gå til hånde der hvor man kan. Man bliver bedre og bedre, og snart er man ikke bare en nikkedukke der går forvirret rundt, men en ressource der gerne trækkes på.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så fortsætter Missionaries of Charity ufortrødent videre efter os, ligesom de gjorde før...og gudskelov, for det er et bevis på, at det selv i Afrika er muligt at skabe noget blivende, der fungerer selv uden vesten som den gode onkel; i hvert fald næsten. Men heldigvis, har vi heller ikke været uden betydning. Mange patienter har fået en, mener jeg, endnu bedre og endnu mere kvalificeret behandling og pleje, end de ellers ville. Mange børn har fået de lange, ensomme og kedelige hospitalstimer byttet ud med varme hænder og smil, og personalet har fået en lille, men altid tiltrængt aflastning. Venskaber er opstået mellem frivillige på tværs af grænser og trosretninger, og når vi rejser hjem til hvert vort land, er det med en ny bevidsthed om det Afrika vi troede vi kendte gennem medierne. En bevidsthed, der forhåbentlig kan være med til at oplyse vores medmennesker derhjemme om, at det nytter, uanset hvad de andre siger. Man må bare gerne stille sig kritisk.

Allermest konkret efterlod vi jo for 10.000 kr af alverdens ting og sager. Det er egentlig en ganske interessant historie.
Priorinden sad den sidste dag, og fremlagde, hver eneste kvittering, fra køb, hvor Lionspengene havde været i brug. Børnetøj, medicin, udstyr og særlig hjælp var sirligt noteret ned. Da vi havde gennemgået det hele, samlede søster kvitteringerne i en bunke, og fortalte, at nu skulle ministeriet have dem, fordi de trækker en form for skat. I Etiopien betyder det, at et par embedsmænd og sikkert også en minister lægger lidt ekstra procenter oveni, og så kan klostret ellers ud over skatten også få lov til, at støtte korruptionen, så den kan fortsætte i det uendelige. Man bliver harm over den slags, men inden vi nåede at sige noget, kiggede priorinden på os med et gavtyvesmil, der ville have gjort en slagterhund ære, hvorefter hun resolut rev kvitteringerne i stykker. Jeg fik aldrig spurgt hende om, hvordan Gud forholder sig til skatteunddragelse, men i min verden var hendes handling et bevis på, at nogle gange må vi bøje menneskets regler for at gøre det rigtige. Det er muligvis ikke det vi skal lære vores små børn først, men det bliver det ikke mindre sandt af.

Nå, jeg er som sædvanlig gået i selvsving over disse beretninger. Godt Sofie holder mig i ørerne og minder mig om, at vi også skal gemme en historie eller to til foredraget den 24. oktober. Det har hun selvfølgelig fuldstændig ret i, og hvis min mave overlever de sidste dage i syden, så skulle det nok være muligt, at give publikum lidt forskelligt den dag. Disse sidste ord bliver skrevet på et ganske usselt hotel, med den sidste rest af infektion stadig brændende i kroppen. Mit immunforsvar er håbløst bagud i kampen mod den lokale mad og luft, hvilket mærkes. Til tider en anelse for meget.

I morgen står den på flere stammefolk, flere køreture, mere fantastisk natur og mere Afrika, men på tirsdag meget tidligt, går det endeligt hjemad til elskede anmark. Alt det vi nyder der, og alle dem vi savner. Man bliver muligvis ikke patriot som H. C. Andersen af at rejse i den store verden, men man bliver i sandhed glad for det man har derhjemme.

Hilsen

Anders

 

 

 

 

 
Klik her for at sende en mail til Lions Danmark